Uddannelser kommer ikke af sig selv – de skal kæmpes for

23. august 2025 – Skrevet af Morten Skovlund

Byrådet kan ikke alt – men vi kan ødelægge meget, ved ikke at tage ansvar

Vejle Amts Folkeblads chefredaktør, Peter Hagmund-Hansen, skrev for nylig, at byrådets indflydelse på læreruddannelsens indhold, sygeplejerskernes løn og togdriften til Jelling svarer til en bagt kartoffel på månen. Pointen er sjov – men hvis vi som lokale folkevalgte bare trækker på skuldrene og lader stå til, så kan vi faktisk være med til at forværre situationen. For ja, vi kan ikke bestemme løn, køreplaner eller faglige profiler. Men vi kan skabe – eller undlade at skabe – de rammer, der afgør, om unge vælger de velfærdsfag, vi mangler. Og netop dét ansvar kan vi ikke løbe fra.

Når de unge vælger os fra, svigter vi som kommune

Ansøgertallene til pædagog-, lærer- og socialrådgiveruddannelserne falder år for år. Jeg møder selv unge, der drømmer om at gøre en forskel for børn, unge og ældre – men som vælger fagene fra, fordi de ser, hvad der venter. Når socialrådgivere i Vejle sidder med 35-40 sager, selvom anbefalingen er 25. Når en nattevagt står alene med 30 beboere. Når vi ifølge KL’s nøgletal bruger 10.000 kr. mindre pr. folkeskoleelev end gennemsnittet. Så er det ikke bare et signal, der skræmmer unge væk – det er et svigt af vores ansvar som kommune. Og konsekvensen er klar: vi mister dem, vi har allermest brug for.

Vi mister vores uddannelser, hvis vi ikke handler

Uddannelser vokser ikke på træer, og de bliver ikke bare placeret i Vejle, fordi vi ønsker det. De kræver, at vi lokalt skaber rammer, der gør det attraktivt at uddanne sig her – og at blive i faget bagefter. Når nyuddannede pædagoger allerede efter få måneder overvejer at forlade jobbet, breder historierne sig hurtigt. Det påvirker ikke kun de næste ansøgere, men hele grundlaget for, at vi kan fastholde uddannelserne i kommunen. Hvis vi ikke handler, risikerer vi at miste dem, vi i dag tager for givet.

Da vi valgte at stå sammen – og vandt

Jeg husker tydeligt det store arbejde for IT-uddannelserne kom til Vejle Kommune. Jeg var som en del af gruppeledelsen, sammen med vores gruppeformand Martin Sikær (S), flere gange i København for at forklare, hvorfor Vejle var det bedste match til det nye IT-universitet. Vi mødtes med uddannelsesordfører Ida Auken (S), folketingsmedlem Birgitte Vind (S) og den daværende minister Jesper Petersen (S). Den lokalpolitiske forankring, koblet med det tætte samarbejde med Christiansborg, gjorde forskellen. Derfor står IT-universitetet i Vejle i dag – og ikke i Kolding.

Når Jelling kalder – må vi svare lokalt

Den samme vilje, som vi viste i arbejdet for at få IT-uddannelser og et IT-universitet til Vejle – fordi et erhvervsliv hungrede efter dem – skal vi nu vise for Jelling. Anne Thomsen, lektor på UCL i Jelling, mindede os om, at vi ikke må overse de uddannelser, vi allerede har. Jelling rummer landets ældste læreruddannelse og en pædagoguddannelse med stolte traditioner – men rammerne for de studerende er pressede: ustabil togdrift, dyre billetter og et studieliv, der ikke hænger sammen.

Og her skal vi være ærlige: det hjælper ikke at “youth-washe” – altså pynte med glittede kampagner om ungemiljøer, hvis hverdagen ikke hænger sammen. Det, der tiltrækker og fastholder studerende, er ægte studiemiljøer med boligmuligheder, tilgængelig transport, praksisnære forløb og et klart perspektiv på gode arbejdsvilkår bagefter. Det kan vi som kommune være med til at skabe. Og det er ikke Christiansborg, men os i Vejle Byråd, der skal tage det ansvar. For hvis vi ikke gør det, risikerer vi at svække noget, vi slet ikke kan undvære.

Det er de små valg, der flytter mest

Kommunalpolitik er sjældent de store armbevægelser. Ofte er det små greb, som gør den største forskel. At nedbringe sagspresset i familieafdelingen. At give lærerne tid til forberedelse. At øge normeringerne på plejehjem, så medarbejderne kan se både beboeren og mennesket. At tage ansvar for praktikforløb, så studerende får mod på at blive i faget.

Det gælder også pædagogerne. Når de mærker, at rammerne giver tid til nærvær, kan de se, hvordan de gør en forskel i børns udvikling. Det er dér, uddannelsens værdi folder sig ud. Jeg ved det, fordi jeg selv har arbejdet i vuggestuer, børnehaver – både almindelige og skovbørnehaver – som lærervikar, som lærer og på et socialpædagogisk opholdssted. I dag møder jeg som uddannelsesvejleder mange unge, der gerne vil ind i de menneskenære fag, men som tøver, fordi rammerne virker for pressede. Det er netop det ansvar, vi i byrådet skal tage på os.

Ansvar kan vi ikke sende til København

Så ja – vi kan godt grine af billedet med den bagte kartoffel på månen. Men sandheden er, at vi ikke kan sende ansvaret videre til ministerierne eller til Christiansborg. Vores valg her i byrådssalen og i kommunens budgetter er det, der afgør, om vi fastholder og udvikler de uddannelser, vi har. For de unge, der skal vælge, om de tør gå ind i velfærdsfagene, kigger ikke kun på lønsedlen – de kigger på, hvilke vilkår der venter dem bagefter. Og det ansvar kan vi ikke fralægge os. Vejle Kommune kan mere – men kun, hvis vi tager ansvaret på os.