Fra stress til sammenhæng – for både unge og medarbejdere - Tryghed for de unge, arbejdsglæde for dem, der hjælper dem
9. august 2025 – Skrevet af Morten Skovlund
Fra barn til voksen – en afgørende overgang
Der er tidspunkter i livet, hvor overgangen fra én fase til en anden betyder alt. For mange unge i Vejle Kommune er skiftet fra barn til voksen præcis sådan et tidspunkt. Det er dér, man skal stå mere på egne ben, måske flytte hjemmefra, tage stilling til uddannelse eller job – og samtidig finde sin plads i verden. For de fleste er det en stor omvæltning. For nogle – de unge med særlige behov eller med særlige vilkår i livet – er det en livsomvæltning, der kan forme hele fremtiden.
Alligevel er det netop her, vi som kommune risikerer at tabe nogle af dem. Ikke fordi vi ikke vil hjælpe, og ikke fordi vi ikke har dygtige medarbejdere – tværtimod. Men fordi systemet er skruet sådan sammen, at de unge ofte møder to forskellige forvaltninger, to forskellige udredningsmetoder, to forskellige sagsbehandlere – og et skift, der kan føles som at begynde helt forfra.
Dobbeltarbejde og ventetid
I dag foregår det sådan, at Børne- og Familieafdelingen vurderer, om en ung er i målgruppen for ungeindsats gennem BUM – Børne- og Unge-udredningsmetoden. Hvis man ikke falder inden for målgruppen, afsluttes sagen dér, og den unge skal derefter starte på ny i voksenområdet med en VUM – Voksenudredningsmetoden.
Det betyder i praksis, at vi indsamler mange af de samme oplysninger to gange. Den ene sagsbehandling kan ikke begynde, før den anden er afsluttet. Med den store personaleomsætning, vi desværre ser i dag, er der risiko for sagsbehandlerskift, tab af viden og længere ventetid – som vi allerede oplever.
For mange sager – for lidt tid
Sagsbehandlere i både Børne- og Familieafdelingen og på voksenområdet i Vejle Kommune arbejder med alt for høje sagstal. Resultatet kan blive, at frister overskrides, eller at kvaliteten i afgørelser presses. Når en afgørelse ikke matcher håbet, kan det få indgribende betydning for et menneskes liv – og føre til gnidninger, som kunne have været undgået.
Netop det at kunne give en god og nærværende sagsbehandling er en af hovedårsagerne til, at mange vælger at blive socialrådgivere. Når systemet spænder ben for det, mister vi både engagement og kvalitet.
Et tværgående overgangsteam
Mit forslag er, at vi opretter et tværgående overgangsteam i Vejle Kommune – med faste repræsentanter fra både Børne- og Familieafdelingen og Voksenområdet. Et team, hvor sagsbehandlere fra begge områder arbejder side om side om unge i alderen (16)17 til 21 år.
Ved at samle kræfterne i én enhed får vi et stærkere fagligt fundament, bedre videndeling og en mere smidig koordinering. Historikken fra barneårene følger med ind i blikket på fremtiden som voksen – så vigtige erfaringer ikke går tabt. Et team, der følger den unge hele vejen – og ikke slipper, før den unge har fundet fodfæste i voksenlivet.
Med den rette kompetenceudvikling kan vi samle BUM og VUM i én proces. Én udredning, som lever op til lovkravene for både børn og voksne, og som giver familien én indgang og ét forløb.
En investering, der betaler sig
Ja, det vil koste penge på kort sigt til efteruddannelse, organisering og ekstra timer – især fordi medarbejderne allerede arbejder med en stor pukkel af sager. Men på den mellemlange bane er der meget at hente: mindre personaleomsætning, færre klagesager, kortere sagsbehandlingstid – og ikke mindst den menneskelige gevinst ved sammenhæng og tryghed.
Vi taler ofte om arbejdsglæde, om at fastholde medarbejdere og skabe helhedsorienterede løsninger for borgerne. Når vi gør hverdagen lettere for medarbejderne, gør vi samtidig livet lettere for de unge.
Vejle Kommune er kendt for at afprøve nye løsninger gennem prøvehandlinger. Hvorfor ikke