Grønlandske unge i Danmark falder mellem systemets sprækker – vi kan og bør gøre det bedre

7. september 2025 – Skrevet af Morten Skovlund

Grønlandske unge falder mellem systemets sprækker – vi kan og skal gøre det bedre

Af Morten Skovlund, UU-vejleder i Vejle Kommune, byrådsmedlem (S) og projektudvikler af "De nødvendige skridt på vejen"

Grønlandske unge kommer til Danmark med drømme, styrker og livserfaringer, der burde være en gevinst for os alle. Men alt for ofte bliver de mødt af et uddannelsessystem, der ikke kan genkende deres baggrund – og derfor behandler dem som om, de starter helt forfra.

Som UU-vejleder møder jeg unge, der hurtigt mister modet, når de opdager, at deres skolehistorik, erfaringer og vejledningsforløb fra Grønland ikke følger med. En ung sagde til mig: “Det føles som at starte forfra hver gang jeg skal til noget i Danmark – fordi der aldrig er nogen, der kender mig.” Når vi lader det ske, svigter vi ikke bare de unge. Vi svigter rigsfællesskabet.

En blind plet i rigsfællesskabet

I dag står grønlandske unge ofte som blanke papirer i danske systemer. Vores vejledere spørger til OSO-opgaver, karakterer og brobygning – og når svarene udebliver, tolker vi det som uvilje eller manglende indsigt. Men problemet er ikke de unge. Problemet er, at vi stiller de forkerte spørgsmål.

Det er en strukturel blindhed. Og den har konsekvenser: unødvendige frafald på ungdomsuddannelser, tab af ressourcer – og unge, der risikerer at stå udenfor fællesskabet, selvom de brænder for at bidrage.

Vi har metoder, der virker

Sammen med Foreningen Grønlandske Børn har vi udviklet projektet De nødvendige skridt på vejen. Her arbejder vi med en visuel interviewguide på både grønlandsk og dansk, hvor de unges egne fortællinger står i centrum.

Erfaringer som at tage ansvar i en bygd, arbejde i Pisiffik eller hjælpe med fiskeri er ikke bare tilfældige oplevelser. Det er kompetencer: ansvarlighed, samarbejde, praktiske færdigheder. Alt det, vi i Danmark efterspørger. Når vi oversætter disse erfaringer til en dansk kontekst, bliver de unges styrker synlige – og deres muligheder vokser.

Hvad betyder det for en kommune som Vejle?

Jeg skriver ikke kun dette som vejleder, men også som byrådsmedlem i Vejle. Vejle er hjem for mange grønlandske borgere. De bidrager allerede til arbejdspladser, foreningsliv og lokalsamfund. Men vi ser også unge, der falder ud af uddannelsessystemet, fordi ingen tager ansvar for broen mellem Grønland og Danmark.

Hvis vi som kommune lykkes med at skabe bedre overgangsløsninger, kan vi sænke frafaldet, mindske mistrivsel og styrke rekrutteringen til arbejdsmarkedet. Det er ikke bare en investering i den enkelte – det er en investering i hele vores kommune. Vi taler meget om mangel på arbejdskraft i ældreplejen, dagtilbuddene og socialområdet. Her står unge mennesker, der kan – og gerne vil – bidrage. Men vi skal tage ansvar for at give dem de rigtige rammer.

En politisk forpligtelse

• På Christiansborg: Lav aftaler, så skole- og vejledningsdata altid følger med fra Grønland til Danmark.
• I KL: Skab fælles metoder, så kommunerne ikke står alene med hver deres system.
• I byrådene: Prioritér indsatsen lokalt. Grønlandske unge skal mærke, at de hører til.

Det handler ikke om særbehandling. Det handler om at fjerne en blind vinkel i vores system og give unge en reel chance for at lykkes.

Et fælles ansvar

Hvis vi vil tage rigsfællesskabet alvorligt, skal vi også tage ansvaret for de unge, der krydser Atlanten. Grønlandske unge skal mødes som hele mennesker – med den historie, de bærer, og den fremtid, de ønsker. Det kræver handling. På Christiansborg, i KL og ude i hver enkelt kommune.

Mister vi de unge her, mister vi også deres muligheder for at bidrage – og vi mister tillid. Men hvis vi handler rigtigt, kan vi skabe uddannelsesveje, hvor grønlandske unge både føler sig set, hørt og hjemme. Det er ikke blot god uddannelsespolitik. Det er også god velfærdspolitik, sund økonomi og respekt for rigsfællesskabets grundlag.