Politik i øjenhøjde | Morten Skovlund
Vejle kan mere

Politik i øjenhøjde

Politik begynder dér, hvor folk er. For mig handler politik ikke kun om mødelokaler og dagsordener, men om mennesker og den virkelighed, vi deler. De bedste beslutninger vokser frem gennem samtaler – ikke bag lukkede døre.


Jeg lytter og møder folk dér, hvor de er: på gågaden, i idrætshallen i Egtved, til forældremødet, i foreningen eller over en kop kaffe ved køkkenbordet. De små samtaler giver ofte de største indsigter. Det kan være en frivillig træner, der ser, hvordan børnene trives i fællesskabet, eller en butiksansat i midtbyen, der mærker konsekvenserne af nye regler, før rådhuset gør. Jeg vil også stadig møde mennesker som frivillig til sommerfester, juletræsfester eller andre lokale tiltag, hvor en ekstra hånd kan være med til at samle ind til fællesskaberne.

Jeg vil gerne være en stemme i debatten for de mange i vores kommune, der ikke selv har overskuddet til at stå frem. Gennem mit arbejde som uddannelsesvejleder møder jeg unge og familier, hvis historier sjældent fylder i overskrifterne, men som fortjener at blive hørt. Det minder mig om, at politik først og fremmest handler om mennesker – ikke systemer. Og jeg har stadig et stort hjerte for at være de mange gode grønlandske borgere, vi har i Vejle Kommune, stemme i den lokalpolitiske debat.

Jeg vil også arbejde for en ordentlig og gennemsigtig forvaltning – og for, at vi som politikere altid er bevidste om, hvilket ansvar vi er valgt til. Politik i øjenhøjde betyder at være synlig, tage ansvar for både de populære og de svære beslutninger, og forklare, hvorfor vi vælger, som vi gør.

  • At dialog med borgere, foreninger og virksomheder altid er en naturlig del af beslutningsprocessen
  • At politiske beslutninger formidles tydeligt og åbent, så flere kan være med
  • At bringe borgernes ideer og bekymringer ind i byrådsarbejdet – også når de ikke fylder på forsiderne
  • At møde borgerne i deres hverdag – fordi politik ikke kun sker på rådhuset, men i vores fælles liv
Kort sagt: Politik i øjenhøjde handler om nærvær, åbenhed og respekt. Når vi taler med – ikke kun om – hinanden, kan vi skabe løsninger, der holder i virkeligheden.