Når fjorden lever | Morten Skovlund
Vejle kan mere

Når fjorden lever

En fjord fuld af liv, hvor naturen trives, og mennesker mødes. Jeg drømmer om, at mine børnebørn atter kan fange fladfisk, bade i klart vand og se fjorden bugne af liv under overfladen – som da jeg selv sad på molen på Vejle Havn som barn og fangede skubber og ålekrabber.


En fjord, hvor tang og ålegræs igen vugger i strømmen, og hvor vi mødes ved kysten for at dele oplevelser, madpakker og fællesskab. I dag kæmper fjorden med iltsvind, forurening og årtiers udledning fra byudvikling, landbrug og spildevand. Vi er nået langt – bl.a. med en halvering af spildevandsudledningen – men vi må ikke stoppe her. Fjorden kalder ikke længere på hjælp – den skriger.

Mindre forurening, mere natur

Fjordens største udfordring er de store mængder næringsstoffer fra landbrug, spildevand og byudvikling. De skaber iltsvind og kvæler livet på havbunden.

Jeg vil arbejde for:
  • At fortsætte reduktionen af spildevandsudledninger og tage de næste, sværere skridt.
  • At landbruget får støtte til løsninger, der mindsker udvaskning af kvælstof og fosfor – særligt på de arealer, der udleder mest, bl.a. gennem den grønne trepart.
  • At vi genskaber og etablerer nye vådområder, der naturligt kan rense vandet, inden det rammer fjorden.

Naturens byggesten tilbage – ålegræs, muslinger og stenrev

Ålegræs er fjordens børnehave, muslingebanker filtrerer vandet, og stenrev skaber levesteder. I Sund Vejle Fjord 2.0 går vi fra små pilotforsøg til større indsatser, dér hvor effekten er størst.

Jeg vil arbejde for:
  • At iværksætte konkrete projekter for genplantning af ålegræs – og samtidig øge tempoet med udplantning af ålegræs, muslinger og sten dér, hvor forholdene tillader det. Det vil forstærke den lille, men afgørende, positive bevægelse, fjorden er i.
  • At sikre bedre lysforhold i fjorden ved at reducere algevækst gennem mindre næringsstofbelastning.
  • At udvikle en folkefond til fjorden, hvor borgere, foreninger og virksomheder kan bidrage til naturgenopretning.

Fjorden som mødested – natur, oplevelser og fællesskab

En levende fjord er en del af vores kultur og fællesskab. Den skal kunne danne rammen om alt fra vinterbadning en frostklar morgen til sommerens lyse aftener på en badebro. Fjorden kan mere – også om vinteren.

Jeg vil arbejde for:
  • At udvikle flere steder, hvor man kan mødes ved vandet – fra små opholdspladser til badebroer og vinterbadefaciliteter.
  • At understøtte aktiviteter som kajak, sejlads, fiskeri og naturformidling.
  • At skabe bedre formidling af fjordens historie, natur og betydning for Vejle.

Langsigtet forpligtelse – et generationsløfte

At redde fjorden er ikke et fireårigt projekt – det er et generationsarbejde. Jeg drømmer om, at vi som kommune kan indgå en bindende aftale, der forpligter os til for altid at tage hånd om fjorden – investere og udvikle, indtil den er tilbage i den maritime forfatning, som da Vejle By blev grundlagt.

Jeg vil arbejde for:
  • At Vejle Kommune fastlægger langsigtede mål for fjorden.
  • At vi hvert år følger op med data og resultater, og justerer indsatsen derefter.
  • At vi samarbejder med nabokommunerne – for fjorden stopper ikke ved Vejles byskilt.