
Gode år – hele livet
Seniorlivet skal have værdigheden tilbage i Vejle Kommune. Vores ældre skal mødes med tid, nærvær og respekt – ikke standardløsninger og stopure. Et smil fra en kendt hjemmehjælper, tid til en snak over kaffekoppen og muligheden for at deltage i lokale fællesskaber er ikke luksus, men grundlæggende velfærd.
Diskussionen om rengøring hver tredje uge, skiftende medarbejdere og pressede tidsplaner viser, hvordan menneskelig kontakt og omsorg pludselig kan blive erstattet af tilbudslukninger og robotstøvsugere. Det slider både på de ældre og på medarbejderne. Når omsorgen reduceres til det nødvendige minimum, mister vi noget væsentligt – ikke kun for den enkelte, men for vores fællesskab som helhed.
Værdig hverdagshjælp og faste ansigter
Seniorhjælp skal handle om mennesker – ikke om stopure.
- At rengøring og praktisk hjælp gives ugentligt – ikke hver tredje uge.
- At hjemmehjælp organiseres med faste teams, så ældre mødes af kendte ansigter.
- At der afsættes tid til nærvær, så omsorg ikke reduceres til stopur og robotstøvsugere.
Fastholdelse og arbejdsglæde for medarbejderne
Vi kan ikke skabe tryghed og kvalitet uden dygtige medarbejdere, der trives. Fastholdelse kræver handling – og Vejle skal være et sted, man ønsker at blive.
- At give mere fleksible arbejdstider og mulighed for fuldtid til dem, der ønsker det.
- At investere i faglig udvikling, efteruddannelse og stærkere ledelsesopbakning.
- At skabe mindre enheder og faste teams, der giver ejerskab og bedre relationer til borgerne.
- At styrke medarbejderinddragelsen i planlægning og beslutninger – hverdagsviden skal tælle.
- At de elever og studerende vi uddanner, får lyst til at blive i Vejle Kommune – ikke søge til nabokommunerne.
Fællesskaber og oplevelser i seniorlivet
Det sidste stykke af livet skal også være rigt på indhold og fællesskab.
- At understøtte lokale initiativer, klubber og frivillige, der skaber aktivitet og fællesskab.
- At styrke samarbejdet mellem plejecentre, foreninger og kulturliv om arrangementer og oplevelser.
- At alle – uanset funktionsniveau – kan deltage via ledsagelse eller transportordninger.
Tryghed og forebyggelse
Forebyggelse og tryghed er gode for både mennesker og økonomi.
- At udvikle forebyggende tilbud, der styrker sundhed og trivsel før tung pleje opstår.
- At sikre gode ældre- og plejeboliger i hele kommunen, så man kan blive i sit lokalområde.
- At medarbejderne har ordentlige vilkår og arbejdsglæde – trygge medarbejdere giver trygge borgere.