❤️ Far og søn følges til kampene: At være fan af VB er mere end fodbold
Vejle Boldklub har været en del af min hverdag siden gymnasietiden. Da det nye stadion blev bygget i 2008, købte jeg sæsonkort sammen med min gode ven Dúi. Vi fulgte vores klub, og vi har bandet og jublet - som man nu engang gør - men vi blev ved. Det gør vi stadig, bare på lidt andre præmisser. For det er klubånd i solskin og troskab i regn. Sådan har det altid været.
Da Dúi flyttede tilbage til Island, gik der et par år, hvor jeg passede hans pladser. Og en dag begyndte min søn, Magnus, at tage med. Nu er han min faste fodboldmakker på fjerde år. Han er snart 11 år. Vi har været til stort set alle kampe i denne sæson - både hjemme og ude. Selv en sen aftenkamp i Aalborg, med risikoen for et afgørende nederlag, skræmte os ikke væk. Da vi kørte hjem den aften, fortalte Magnus, at han nu kun manglede to superliga-stadions i denne sæson: Aarhus og Farum.
Men det her handler ikke bare om kampe og resultater. Det handler om alt det, der sker rundt om. Den følelse af fællesskab, der følger med. Som når man kan samle til en fanmarch gennem byen til sæsonens sidste hjemmekamp - alene fordi man har sikret sig status quo, eller gensynet på udebaneafsnittene.
Glæden ved at se sit barn være tryg og hjemme på stadion. Og stolt, da han i lørdags til fanmarch på gågaden spottede VB's fankoordinator, Anders, og løb hen for at hilse. Anders gav ham en highfive - og kiggede sig instinktivt over skulderen for at sikre sig, at Magnus ikke var alene. Det er sådan noget, der gør indtryk. Ikke kun på min søn - men også på mig som far.
Derfor betyder klubbens DNA noget. For Byen. For Holdet. For Historien er ikke bare et smart slogan - det er en leveregel. Og den lever i VB. Ikke kun på banen - men også i det sociale ansvar, klubben tager uden for stadion.
Som i samarbejdet med FGU Trekanten eller kommunens folkeskoler, hvor unge får en ny retning i livet - et pusterum og succes på andre måder. Nogle af dem arbejder i dag i klubben. Andre møder til træning én gang om ugen og går derfra med lidt mere mod på tilværelsen. Jeg har selv set det. Jeg kender nogle af dem fra mit daglige arbejde som uddannelsesvejleder. Det gør en forskel.
Vejle Boldklub er ikke perfekt. Det tror jeg aldrig, nogen klub bliver. Men Vejle Boldklub er noget særligt. Fordi den rækker ud. Fordi den bygger bro. Fordi den tør stå ved, at fodbold handler om mennesker - ikke bare mål, selv når klubben selv kæmper for overlevelse. Og er man i tvivl, kan man bare se på, hvor mange der støtter op kamp efter kamp, selv når vi som hold sætter rekorder i antal tabte kampe i streg.
Derfor håber jeg, at vi aldrig mister det, der gør VB til VB. Vi kan skifte trænere, spillere, taktik - det sker hele tiden. Men klubbens DNA? Den skal vi bevare og værne om.
For min skyld. For Magnus’. Og for alle dem, der har fundet fællesskab og fodfæste i og omkring klubben, og vil gøre det i fremtiden.
Det handler om at høre til - så tak til alle jer i klubben og i fangruppen, der gør det muligt for os andre.
Tak.