🚲 Rekruttering i kommunen er lidt som at pumpe luft i et cykeldæk, hvor hullet endnu ikke er lappet
Udgivet i Vejle Amts Folkeblad – 1. marts 2025
Morten Skovlund, medlem af Vejle Byråd (S)
Læserbrev: Ligesom mange andre kommuner i Danmark står vi i Vejle Kommune over for store rekrutteringsudfordringer.
Men måske er det i virkeligheden ikke rekrutteringen, der er vores største problem lige nu. For hvad nytter det at ansætte nye medarbejdere, hvis vi ikke formår at fastholde dem, som allerede er ansat?
Med en personaleomsætning blandt de kommunale ansatte på 15,6 procent betyder det, at over 1500 medarbejdere løbende forlader kommunen til fordel for andet arbejde.
Det har alvorlige konsekvenser. Hver gang en medarbejder forlader os, mister vi – udover gode kollegaer – vigtig viden og erfaring.
Vi bruger tid og ressourcer på oplæring af nye, og i sidste ende går det ud over de borgere, vi er sat i verden for at hjælpe.
Inden for kernevelfærdsområder som dagtilbud, skoleområdet og ældrepleje skaber den store personaleudskiftning utryghed og lavere kvalitet i den service, vi er sat i verden til at levere.
Men også vores mest udsatte borgere, der har sager i Familieafdelingen og Voksenmyndighed, presses af konstant at skulle forholde sig til nye sagsbehandlere og støtte-/kontaktpersoner. Det skaber sjældent stabile forløb.
Den store strøm af nye kollegaer – hvis der ellers kommer nogen – gør, at medarbejdere i nogle forvaltninger bliver relationstrætte, fordi udskiftningen simpelthen er så stor. Man skal hele tiden byde nye kollegaer velkomne og lave introforløb.
Men det stopper ikke her. Ud over det menneskelige og faglige tab er den økonomiske belastning stor. Undersøgelser viser, at omkostningerne ved at miste en medarbejder kan være alt fra tre månedslønninger op til en hel årsløn.
Når så mange forlader Vejle Kommune som arbejdsplads, betyder det et enormt økonomisk pres – centralt og decentralt. Vi mister penge, som kunne være kommet borgerne til gode i mere og helt sikkert tiltrængt service til den enkelte.
Vi må som politikere derfor spørge os selv: Hvorfor forlader så mange deres job i kommunen?
Handler det om arbejdsvilkår, arbejdspres, udviklingsmuligheder eller noget helt fjerde?
Hvis vi vil skabe en stærk og velfungerende kommune med et anstændigt serviceniveau, skal vi ikke kun fokusere på at tiltrække nye medarbejdere. Vi skal og må sikre, at de dygtige medarbejdere, vi allerede har, bliver.
For først når vi skaber en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og ønsker at blive, kan vi for alvor løse vores rekrutteringsudfordringer – ja, måske kommer det helt af sig selv!
Spørgsmålet er, om vi i byrådet er klar til at tage en åben og nødvendig diskussion om niveauet for vores personaleomsætning – og om vi er klar til at tage de nødvendige skridt for at mindske det?
Hvis ikke, bliver rekruttering lidt som at pumpe luft i et cykeldæk, hvor hullet endnu ikke er lappet.