🎰 Gambling er ikke et uskyldigt frikvartersprojekt

Udgivet i Vejle Amts Folkeblad – 1. april 2025

Af Morten Skovlund (S), medlem af Vejle Byråd

Læserbrev: For noget tid siden læste jeg en artikel om, at unge på flere ungdomsuddannelser rundt om i landet gambler i frikvartererne. Det lød foruroligende – især fordi det ikke blot handlede om uskyldig underholdning. Der var fortællinger om unge, der havde tabt store summer penge, allerede inden 10-frikvarteret var slut.

Min første tanke var, at det nok var et storbyfænomen. Noget, der ikke var nået til Vejle endnu. Men jeg blev hurtigt ramt af tvivl. For vi ved, at unges eksponering for gambling i dag er enorm.

Spilfirmaernes reklamer er allestedsnærværende – i tv, i radio, på sociale medier og endda på busskurene lige uden for ungdomsuddannelserne.

Som uddannelsesvejleder møder jeg mange unge, der vælger at stoppe på deres uddannelse – ofte med mistrivsel som medfølgende bagage. Årsagerne er mange og komplekse, men i denne uge fik jeg en af mine store bekymringer bekræftet:

På en af vores store ungdomsuddannelser er gambling blevet en fast del af frikvarteret. Her samles unge i såkaldte fællesskaber, hvor de smider penge i en pulje og "better" på kampe. Nogle gange vinder de, men langt oftere taber de. Det er, trods alt, spilindustriens forretningsmodel.

Værre er det, at flere unge gambler med penge, de ikke har. De låner af venner eller får forældre til at spæde til. Og alle, der har været unge, ved, hvor svært det er at sige fra – hvor stærk frygten for at stå udenfor fællesskabet kan være.

Som forælder, som uddannelsesvejleder og som politiker er jeg dybt bekymret. For mistrivsel ødelægger ikke bare ungdomslivet – det kan sætte dybe spor langt ind i voksenlivet.

Gambling er ikke bare et uskyldigt frikvartersprojekt. Det er en adfærd, der risikerer at undergrave unges mentale helbred, personlige relationer og sociale ståsted.

Hvordan skal man kunne fokusere på sin uddannelse, hvis tankerne hele tiden kredser om at vinde det tabte tilbage?

Hvordan kan man bevare venskaber, hvis man skylder sine venner så mange penge, at man ikke kan overskue konsekvenserne?

Og hvordan kan vi som samfund acceptere, at unges adgang til spil og væddemål er så let og påvirkningen så massiv?

Jeg ved godt, at mange unge vil sige: "Jeg kan godt styre det." Men statistikkerne fortæller en anden historie. En historie om unge mennesker, der mister fodfæstet i forsøget på at kontrollere noget, som netop er designet til at få dem til at miste det.

Vi har som kommune bestyrelsesmedlemmer på alle ungdomsuddannelser i byen. Min klare opfordring er, at vi tager ansvar og bringer emnet op i det arbejde, vi allerede er en del af.

Vi skal også have dialog med Rusmiddelscentret om deres oplevelser – og om de har de nødvendige redskaber til at støtte de unge.

Men vigtigst af alt: Vi skal som forældre turde stille spørgsmål. Spørg dine børn, om de oplever gambling på deres skole. Spørg, hvad de tænker om det. For det værste, vi kan gøre, er at tie – og håbe, at problemet ikke findes her.