🧾 Venstres udsalgstrick med ældreplejen ender med en merudgift på tæt ved tre millioner
Læserbrev: Siden Venstre for en uge siden enten valgte at skifte holdning eller standpunkt omkring tilbagerulningen af besparelserne på seniorområdet, har det ikke skortet på lovprisninger fra venstrefolk om, hvor ansvarlig og rettidig beslutningen om at slagte kernevelfærden i Vejle Kommune i Budget 2024 var.
Også borgmesteren har på de sociale medier ophøjet sidste uges beslutning om tilbagekøb af besparelserne som en "investering" i seniorområdet.
Det tangerer nærmest politisk bluf – ja, det minder om butikkernes manipulation op til udsalg. Her hæver man priserne for så at sætte dem ned på udsalgsdagen og håber, at kunderne ikke opdager det.
For Venstre har målet været at skære dybt i kernevelfærden i de forgangne år – og så her kort før valget drypvis tilføre lidt krummer og forsøge at sælge det som serviceforbedringer.
Men kære Venstre – et af de gamle værdier i det klassiske Venstre var ordentlighed. Og det ville klæde jer at stå ærligt frem og fortælle, at der ikke er kommet så meget som en bøjet femøre mere velfærd til de ældre borgere i Vejle Kommune med jeres trylletrick, end der var, før I unødigt slagtede velfærden i Budget 2024.
Tværtimod! Jeres åbenlyse slingrekurs og frygten for vælgernes dom den 18. november har efter alt at dømme kostet både økonomisk og menneskeligt.
I en redegørelse, jeg har bedt om i forvaltningen, viser det sig, at beslutningen om at gå fra rengøring hver 2. uge til hver 3. uge alene har kostet skatteborgerne i Vejle Kommune over to millioner kroner i ren administration til genvurdering til nyt “serviceniveau”.
Jeg gentager: To millioner kroner.
Penge, der er gået til administration – og dermed penge, der ikke kan bruges til værdig ældrepleje. Penge, der med jeres pludselige klarsyn tragisk synes at være hældt ud i toilettet.
Oveni har serviceforringelserne kostet 15 gode medarbejdere jobbet. Her mener forvaltningen ikke, at der kan regnes økonomi på, hvad afskedigelserne har kostet. Men desuagtet har de menneskelige konsekvenser helt sikkert været store for de berørte – og det er særligt trist, set i lyset af, at Venstre nu er vendt på en tallerken.
For nu skal der findes og ansættes 10-12 medarbejdere – medarbejdere, som alle, der følger med i medierne, godt ved, er en mangelvare.
Og regner man udgifterne til rekruttering, onboarding og andet med, så er det helt sikkert heller ikke en gratis omgang.
Dertil kommer de øvrige besparelser, som Budget 2024 indebar for seniorområdet. Så mon ikke det, at Venstre med flere nægtede at lytte til sund fornuft fra Socialdemokratiet og SF – som sagde, at besparelserne ikke var nødvendige – har kostet borgerne i Vejle Kommune op mod tre millioner kroner i ren administration?
Når det nu inden længe viser sig, at der måske heller ikke bliver underskud på børne- og familieområdet – og måske heller ikke på voksenområdet – så kan vi lave samme øvelse dér.
Så kære Venstre:
Det er for så vidt i orden at beskylde os socialdemokrater for at være uansvarlige og ødsle med andres penge – det er en del af den politiske kampplads. Men indrøm nu over for borgerne, at I blev grebet af stemningen for at vise mandsmod og viljestyrke i Budget 2024 – men at det blev en tabt kamp, der kostede de ældre og borgerne i Vejle Kommune dyrt!