🗓️ Udgivet i VAFO.dk – 3. juni 2025

🎓 Vejle kan mere - og nu har vi friheden til at bevise det

Af Morten Skovlund (S), medlem af Vejle Byråd

Med den nye beskæftigelsesreform får kommunerne langt større frihed til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen. Det betyder, at vi kan handle tidligere og mere målrettet – især over for de unge, vi kender bedst.

Som UU-vejleder har jeg fulgt mange unge gennem deres STU (Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse). Jeg ved, hvor meget de drømmer om at høre til og blive anerkendt for deres indsats. Derfor er det en stor skuffelse, når de – trods motivation og afklaring – ender i en venteposition, der kan trække i årevis.

I Vejle har vi unge, der afslutter STU med en klar arbejdsidentitet og et stort ønske om at bidrage – ofte via et fleksjob. Alligevel ser vi, at mange bliver fastholdt i lange afklaringsforløb, mens de lever af ydelser tæt på fattigdomsgrænsen. De har brug for støtte – og adgang til fleksjob, så snart de er klar.

STU er en ungdomsuddannelse – ikke en beskæftigelsesindsats. Men mange bliver gennem STU-forløbet både afklarede og motiverede. Dem skal vi hjælpe effektivt videre. Ikke bremse.

Vores medarbejdere kender de unge og har fulgt dem tæt i flere år. Vi skal turde bruge den viden så tidligt som muligt. Erfaring og forskning viser, at tidlig, tværfaglig afklaring styrker både jobfastholdelse og trivsel.

Derfor bør vi i Vejle bruge reformens frihed til at udvikle en lokal model, hvor fleksjob bliver et tidligt og realistisk mål. Det kræver koordination og opfølgning – men det betaler sig både menneskeligt og økonomisk. Når vi afklarer hurtigt, forebygger vi passivitet og styrker livskvaliteten hos den unge.

Det handler ikke kun om job og ydelse, men om fællesskab og værdighed. Jeg tænker på Peter (fiktivt navn) – en tidligere STU-elev, der i dag arbejder nogle timer i en lokal dagligvarebutik. Han møder op i arbejdstøj, bærer navneskilt og har ansvar – og han stråler. Sidst vi talte sammen, fortalte han, at han havde sparet op og købt sin egen bil. Med to tommelfingre i vejret viste han, hvad det betyder at være "rigtig ansat".

Hvis vi tør bruge vores medarbejderes faglighed og afklare fleksjobpotentialet tidligere, vil flere virksomheder åbne dørene. Vi har alt, hvad vi skal bruge i Vejle: dygtige medarbejdere, stærke faglige miljøer og vilje til at lykkes. Nu har vi også friheden. Vejle kan mere – og det skal vi bevise nu. (Forkortet, red.)