Tale Julehilsen til Grønland i DGI Huset Vejle – 1. december 2018

Kære alle grønlændere fra nær og fjern
Kære alle os, med interesse og kærlighed for Grønland
Kære alle sammen

Endnu engang mødes vi til den traditionsrige Julehilsen til Grønland i DGI Huset i Vejle – arrangeret af Fællesforeningen Inuit.

For mig personligt, er det en meget stor glæde, at se så mange mennesker samles i Vejle, for at holde en god og vigtig tradition ved lige og sende julehilsner til Grønland.

Jeg er stolt over, at I har valgt vores kommune at samles i, og håber at netop et arrangement som dette, kan være med til at bygge endnu flere broer.

December måned er en rigtig svær tid, for mange grønlændere i Danmark.
En tid fyldt med både glæde og savn.
Glæde over julemånedens kommen – med alt det der hører sig til.
Men også en stærk påmindelse om alt det, der netop gør december måned så særlig i Grønland.

Flere af mine grønlandske venner fortæller om savnet.
Savnet til sneen, frosten, julestjernerne i alle vinduerne, den grønlandske proviant og det at gå til kaffemik hos hinanden. De smukke grønlandske julesange, som også i dag fylder DGI Huset i Vejle. Og naturligvis familie og venner.

Hele den særlige stemning, som helt naturligt må opstå, når dagene er korte – og man i mørket finder lys i samværet.

Gennem hele mit liv, har jeg haft en stor fascination til Grønland – uden præcis at vide til hvad.

Jeg husker, at helt tilbage til min barndom var drømmen om Grønland stor.

I virkeligheden nok født via Nissebanden på Grønland, og skuespiller Flemming Jensens store passion og respekt for landet mod nord.

For netop her, opstod der en brobygning mellem Grønland og Danmark, der med anerkendelse og respekt, tændte lysten hos mig til at vide meget mere.

Desværre skulle der gå alt for mange år, hvor drømme forblev drømme.

Via mit arbejde som vejleder, har jeg gennem de sidste år, fået lov til at vejlede de grønlandske unge, som var flyttet, og flytter til Vejle Kommune. 

For mig var det vigtigt at være nysgerrig og prøve at forstå – for at kunne blive en bedre til mit arbejde.

Min nysgerrighed gjorde, at jeg fik mulighed for, at suge til mig af indsigt og viden. 

Godt hjulpet på vej af de unge og deres familier.

Altsammen noget, der også var med til at nedbryde nogle af de fordomme, som desværre også hos mig havde sneget sig ind med årene. 

For uanset om vi vil det eller ej, så næres fordomme, når vi ikke forstår og heller ikke får spurgt.

Det gør det hos dansker og det gør det hos grønlændere – jeg ved det, for jeg var i starten også bare en “typisk kommune mand, der ikke ønskede at forstå eller hjælpe.”

I 2016 gik min drøm i opfyldelse, da jeg fik muligheden for, at komme op og opleve det Grønland, som mange af mine unge talte så længelsesfuldt om. Uanset hvor fra i Grønland de unge kom, kunne de berette, at lige præcis det sted, var det smukkeste på hele jorden.

Jeg fik muligheden for, at komme op og føle mig så uendelig lille, i alt det store – blandt mennesker, der på rigtig mange områder er mig og mange andre danskere overlegne. 

Overlegne i at tilpasse sig og klare sig på et grundlag, der ikke fra start synes at give mange muligheder fra sig.

Midt i al det svære, mødte jeg stolte mennesker. 

Mennesker der uden at tøve, åbnede op – for at gøre mig klogere. 

Mennesker der har valgt at kæmpe til trods for dystre udsigter og svære vilkår.

Som i bygden Akunnaaq, der trods kraftig fald i indbyggertal, insisterer på at kæmpe for deres berettigelse. 

Det kunne vi godt lære noget af, når vi i Danmark råber “udkants Danmark”, om en “lille by på 1500 indbyggere”, med lidt for langt til købmanden.

Eller mit møde med de unge mennesker i 10. klasse i Ilulissat. Unge der synes det er svært at forstå, at unge mennesker i Vejle, ikke ønsker at tage uddannelse som kok i Kolding. Selvom det er drømmeuddannelse. Ene og alene fordi, der er en halv times transport til uddannelesstedet.

For et ungt menneske fra Qaanaaq, der må til Ilulissat for at gå i 10. klasse, må det virke absurd, når nu selv man som 16 årig må flytte langt væk for at uddanne sig. Så langt væk, at man kun kan se sin familie to gange om året – hvis vejret ellers tillader det!

I april måned i år, gik endnu en stor drøm i opfyldelse. 

Jeg fik muligheden for, at tage hele min familie med op og opleve Grønland på en rundrejse. En rundrejse til tre byer og to bygder – for at opleve kontrasterne i det enorme land.

Ligesom jeg havde oplevet imødekommenhed og gæstfrihed – var det også kendetegnet for hele vores tur. 

Det blev desværre en ret omkostningsfyldt beslutning. 

For vi er alle enige om, at vi som familie slet ikke er færdige med at opleve Grønland, grønlandsk kultur og den grønlandske befolkning.

————————

For et år siden, blev jeg valgt til Vejle Byråd.

Og det har helt naturligt givet en anden og mere synlig mulighed for, at sætte grønlænderes vilkår i Danmark og Vejle på dagsordnen.

Den mulighed vil jeg til en hver tid benytte mig af – fordi det er vigtigt og fordi det betyder meget for jer, at der er nogle der gør det!

Alle har et ansvar for de valg man træffer i livet. Det gælder om man kommer fra Herning, Aleppo eller Ittoqqortoormiit.

Alle skal have lov til at være stolte af hvor de kommer fra, og med den kulturelle baggrund de har med. Det gælder om man kommer fra Mariager, Mosul eller Maniitsoq 

For udgangspunktet må altid være, at uanset hvor man kommer fra – om man hedder Søren, Samir eller Steffinnguaq, så har alle mennesker nogle styrker og ressourcer med sig, som vi må gøre alt for at sætte i spil. 

Det kan være noget “bøvl”, uden tvivl. Men vi skal og må se på potentialer før vi stirrer os blinde på begrænsningerne.

Men det kræver en nysgerrighed at nå dertil – og nysgerrigheden nedbryder fordomme!

Det er et meget vigtigt fokus, for fordomme er med til at skubbe til en marginalisering fra samfundet. Endnu har jeg ikke mødt et menneske, som inderste inde, allerhelst ønskede at stå uden for det store fællesskab.

Men marginalisering er ikke kun et dansk begreb, men er kendt i alle samfund, gennem alle tider – også det grønlandske. 

For der skal så lidt til. 

Så snart vi taler om “os og dem” – så graver vi grøfterne, frem for at bygge broerne.

Og alle ved, at selv den dårligst håndværksbegavede person, ene mand kan grave et hul – ja grave en hel grøft. Kønt bliver det nødvendigvis ikke, men det har heller ingen betydning, for ingen ser dem, førend de falder i dem.

Det kan gøres hurtigt, og det er ikke raketvidenskab.

Men at brygge en bro derimod, det kræver håndværk, præcision og vilje. 

Det kræver, at der på begge sider står mennesker klar, til at bygge med. Det kræver ikke mindst tålmodighed og tid! 

Broer kan være smukke og majestætiske – de kan endda komme på pengesedlerne.

Broerne ser man, som jeg gjorde det i barndommen – med Flemming Jensens hjerte for Grønland. Så lad os gøre os umage, sammen!

—————————

20. december rejser jeg tilbage til Grønland. 

Sammen med min familie, skal jeg op og opleve den jul, som jeg ved, alle herinde længes så meget efter. Den jul der giver gåsehud hos jer – og hos mig. 

Og jeg er ikke engang grønlænder.

Grønlandsk jul, i mørke, med sne, med julestjerner og nordlys.

Og jeg lover, at jeg personligt vil bringe alle jeres gode tanker, afsavn og længsel med mig i derop, og lade dem spredes med vinden ud i decembernatten. Og jeg lover, at jeg vil suge til mig af stemningen og lysene, og bringe det med tilbage til Danmark – tilbage til jer.

Jeg ønsker for jer alle her – og mine venner i Grønland, at I må få lige præcis den jul som alle fortjener. En jul med den ro og nærhed der er så vigtig. Pyt med at træet står lidt skævt, havregrynskuglerne blev lidt mere tørre end sidste år og sværen på flæskestegen har en blød plet i midten.

Så længe vi har noget at samles om, og ikke mindst nogle at samles med, så bliver det nok jul alligevel.

Til slut vil jeg gerne sende en særlig hilsen, til nogle af mine unge der er flyttet tilbage til Grønland. Eli fra Nuuk, Jarina fra Aasiaat, Otto Peter fra Qaqortoq, Paninnguaq, Steffinnguaq og Angerla fra Sisimiut – I er savnet i Vejle 🙂

juu-lli-mi pi-llu-a-ri-tsi