Din kandidat

Mød Morten – Din kandidat

Da jeg voksede op på Søndermarken i Vejle, var det sammenholdet og fællesskabet med vennerne, der var det betydningsfulde. Fodbold på “plænen” de lune sommeraftner og det at være en del af noget, må siges at være en afgørende erindringer fra mine barndoms- og ungdomsår.

Min baggrund er rundet af en traditionel kernefamilie, med forældre der gav tryghed og nærvær – og alligevel aktivt tog del i det omkringliggende samfund.

Begge mine forældre har arbejdet inden for ældreområdet. Min far arbejdede, mens han levede, som portør på Bakkegården i Vejle, og min mor i beskæftigelsesterapien samme sted. Senere fik hun job på Guldkrog og er i dag demenskonsulent i Vejle Kommune og næstformand for Alzheimerforeningen Danmark.

Så mit socialdemokratisk sind ligger lige for – den er båret af begge mine forældres engagement i at skabe tryghed og livsglæde for andre.

Foto: Claus Hillker
Foto: Claus Hillker

Lokal forankret – og forankret i familien

Som 40 årig er det rart at opleve, at man har fundet roen og noget betydningsfuldt i livet. Det har jeg, i Skibet midt i Porten til Vejle Ådal, der er min lille families base. Her bor jeg sammen med min kone Anita og vores børn Magnus på 3 år, Astrid på 8 år og Mathilde på 12 år.

Her bor og lever vi og er engageret i det lokalsamfund, der skal skabe det sammenhold og fællesskab for mine børn, som rundede mig i min barndom på Søndermarken.

Som familie er vi engageret. Børnene går til gymnastik, spirekor i kirken, og jeg har været med til at starte Lokalrådet, som jeg var formand for i to år. Et lokalråd der med fællesskabet i centrum, har opnået meget på kort tid. I vores lokale daginstitution sidder jeg som næstformand i forældrebestyrelsen, og siddet 5 år i alt – et spændende hverv, der giver vigtig indsigt i mange af kommunens opgaver og prioriteringer. 

Med udgangspunkt i mennesker – fordi det er betydningsfuldt!

Min kone, Anita, arbejder som lærer på Bredsten-Gadbjerg Skole, kort afstand fra Skibet. Et arbejde hun er glad for – for hun brænder for børnene.

Min uddannelse til lærer foregik i Århus, og efter endt uddannelse var det på tide at vende tilbage til Vejle – og atter være tæt på min familie.
Her fik jeg arbejde på Bredsten Skole og senere som lærer på et Socialpædagogisk opholdssted i Vejle.

Til daglig arbejder jeg nu som UU vejleder ved Ungdommens Uddannelsesvejledning i Vejle, der ligger i Study Support Center på Campus Vejle. Et fantastisk nytænkende og inspirerende sted at arbejde. 

Omdrejningspunktet i mit arbejde er vejledning af unge i uddannelsesvalg og alt hvad dette rummer. Størstedelen af min vejledning ligger i ungevejledingen, der har de unge mellem 15 – 29 år.
Men jeg er også STU vejleder (Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) og har primært de unge på AspIT, AspIN og CSV Flegborg. Dette er et berigende arbejdsfelt, fordi de unge og deres forældre ofte står i sårbar situationer, hvor der skal trædes nye veje i målet til et godt voksenliv for den unge.

Gennem mit arbejde møder jeg rigtig mange unge og forældre. Det være sig unge, der kommer gennem ungdomsuddannelsessystemet temmelig problemfrit, men også de unge, for hvem vejene gennem livet ikke altid er de mest snorlige. Det er noget jeg anser for at være et privilegium, da jeg ofte kommer helt tæt på. 

Via mit arbejde har jeg stor fornøjelse af, at samarbejde med andre dygtige professionelle omkring de unge. For mig er det en styrke at kunne sparre med så mange forskellige, både i det kommunale, uddannelsesområdet og i det private. Det giver en stor og bred indsigt, som styrker og kvalificerer mit arbejde – Også politisk.

Vægdekoration i Study Support Center
Vægdekoration i Study Support Center
Foto: Dúi Róbertsson
Foto: Dúi Róbertsson

Fire år brugt – og brugt godt!

I 2013 stillede jeg op til kommunalvalget for første gang.
Dengang var jeg overbevist om, at jeg var klar. Jeg fik et godt valg med 205 personlige stemmer, dog ikke nok til at komme i Byrådet.

Set i bakspejlet, var det måske godt nok. For det gav mig en mulighed for at engagere mig endnu mere, påtage mig partipolitiske opgaver, sidde i Bevillingsnævnet i Vejle Kommune og på den måde lære endnu mere, og også mærke, hvad det reelt kræver, at være engageret i det politiske liv.

Derudover har jeg har været så priviligeret, at få lov at møde mange forskellige mennesker, i utrolig forskellige sammenhænge. Jeg har arbejdet med så mange spændende ting udover det politiske. Arbejds-, fritids- og foreningsmæssigt – at det kan være svært at forstå. Jeg har suget til mig af viden og været nysgerrig på min vej. For mig har det været et engagement, og du kan læse mere om det under punktet #MitEngagement

Det koster energi og vilje. Nu står jeg her med fire års god “erhvervserfaring” i bagagen. Erfaring jeg med glæde, konstruktivt vil bringe ind i Byrådet.

Vedholdende – også i kærligheden til fodboldholdet!

Når der er fodbold på Vejle Stadion, er jeg at finde på lægterne. Selvom der jo desværre ikke de sidste år har været fodboldmæssig succes, så nyder jeg stadig at komme på stadion. Her møder man gode mennesker, der dele samme passion, og man bekymrer sig om de faste, der “skulker” fra en hjemmekamp.

Som familie nyder vi at bruge familiesommerhuset i Brejning, hvor mulighederne for at slappe af er helt fantastiske. Også ture ud og opleve som familie, bliver også prioriteret højt. For mig er min familie det vigtigste – Det er den, der gør, at jeg kan det, jeg kan og tør .

Mit engagement i samfundets ve og vel ligger mig meget på sinde, og noget jeg er opvokset med.

Derfor vil jeg gerne være med til at udvikle vores kommune i en retning, således den atter tager hånd om alle borgere heri. Vi har en uden diskussion en god kommune, men jeg tror på den kan blive endnu bedre. Ikke for de få, men for os alle. 

Som din kandidat vil jeg gøre mit til at vise, at alt handler om mennesker – også politik!

Morten Skovlund

“Fordi politik handler om mennesker”