Båltale Sankt Hans 2019 – Lunden og Østengaard

Kære alle sammen

Vi tager lige nu hul på en af de mest fantastiske årstider i Danmark – ja i hele norden. 

Det tidspunkt på året, hvor nætterne er lyse – og dagene uendelig lange.

Vi ved det inderst inde godt  – At det fra nu af, går den forkerte vej – hvad lyset angår.

Men alligevel står vi på spring – alle sammen, til at kaste os ud og nyde den frihed – som sommerens mere afslappede stemning giver.
Vi kan mærke det – på arbejdspladsen, i skolen, i familien – på os selv!
Ferien nærmer sig – og har måske gjort det længe.

Og I aften er vi mødt frem, for at nyde en sjældent lun og tør Sankt Hans aften – sammen med familie og venner – med mange andre fra vores lokalområde.

For det er lige nu – med de lysende nætter, Sankt Hans bålets knitrende lyd, at sommeren for alvor folder sig ud.

Forleden aften ved midnat, stod og så ud over Ådalen fra vores terrasse.
Himlen var lys – og skoven på bakkerne mod Nr. Vilstrup – gav fornemmelsen af, at stå midt i et bjerglandskab.

Lige der opstod lysten til at smide alle dagligdagens trivialiteter, forpligtigelser og gøremål – Bære børnene sovende ud i bilen – og bare køre.
Køre ud i sommernatten, og først stoppe, når vi var nået ukendt land.

Men sådan er vi som voksne mennesker ikke!
Vi planlægger naturligvis – og laver de kontrolerede udspring af hverdagen.
Sådan skal det være – alt andet ville blive noget rod.

Men jeg tror, at rigtig mange voksne her – i virkeligheden kender lysten, der pludselig kan opstå.
Ikke fordi vi er utilfredse med vores liv – men fordi der er noget dragende og lokkende i, at gøre det spontane og bare møde det ukendte.

Vores børn kan disciplinen – ja til perfektion.
Glemme tid og sted – og de mange formaninger og opgaver, som vi som forældre gerne vil have de får ordnet, inden dagen er omme.

Deres verden udgår fra den plet de står på, og med det tidsperspektiv som de nu engang har. Børn – og ja unge, er i stand til at forsvinde ind i en tidslomme – og først komme ud, når sengetid nærmer sig.

Og her går det op for alle, at tid faktisk godt kan gå, og gå godt, uden der er en plan for alt!

Som voksne må vi ofte erkende, at ingen endnu er døde af, at badet blev sprunget over – en enkelt dag.

Nu kunne man fristes til at tro, at jeg går i gang med en fortælling om: “Dengang jeg var barn”!

Og ja, det gør jeg jo nok i virkeligheden også – men.

Jeg husker, da jeg selv var dreng – oppe på Søndermarken i Vejle.
Når vi efter aftensmad, skulle mødes på vejen – og havde uendelig tid i sommeraftnerne – inden vi skulle i seng. 
Reelt set var der vel tale om max et par timer.

Vi stod og talte om, hvor vi skulle hen og spille fodbold. 

Ofte synes afstandene uendelige – de andre veje var som fjerne kontinenter – og vi skulle altid lige sikre os, om vi havde udestående med børnene i området fra sidst vi spillede/legede.

Af og til gav vi pokker i vold, og cyklede ud i det blå – og lod tilfældighederne råde!

Ikke sjældent, glemte vi alt om tiden.  Og nej, dengang var mobiltelefoner ikke opfundet.
Vi var ukontaktbare!

Og det var først, når en der kunne klokken fik set efter, at vi fandt ud af, hvor langt hjemmefra vi var.
I hvert fald så langt, at der ikke altid var tilfredse miner, når vi kom listende hjem.

Man skulle tro, at man lærte af det! 
Men dagen efter, udgik verden fra det samme sted, samme perspektiv og sammen forbløffelse over – hvor meget godt der lå, lige rundt om det næste hjørne.

Af og til kører jeg igennem området hvor jeg voksede op!
Og hver gang undres jeg over, hvor lille området i virkeligheden var og er.
Men ikke mindst, hvor få muligheder der reelt var.

De fodboldbaner der i vores univers, var Camp Nou eller Parken – var reelt en lille græsplæne med noget der mindede om et mål.
Den enorme skov vi vandrede i, for at komme ned til søen – ja det var en lille tykning og et større vandhul!

Verden har samme størrelse som dengang – men det udgangspunkt vi oplever den fra, gør den mindre med alderen. Måske også lidt kedelig, målt på nyhedsværdien!

Og den tid der engang var uendelig – den krymper desværre også med årene!

Dog er der ting fra min barndom, der ikke har ændret sig.
Forleden mødte jeg en af de drenge man lidt frygtede som barn – og jeg siger jer, han var stadig mere end to hoveder højere end mig

Om lidt over en uge gør jeg det! 
Sender familien ud i bilen om natten – og kører ud i den lyse sommernat – til vi rammer ukendt land, der genskaber barndommens oplevelse af, at der rundt om næste hjørne, venter nye oplevelser og at tiden er uendelig!

Jeg gør det, godt nok kontrolleret og planlagt – men jeg vil lyve for mig selv og lade som om, jeg giver pokker i vold i det hele og søger de højeste tinder!

Inden jeg slutter af, vil jeg gerne læse et digt af Benny Andersen – Digtet hedder:

LANGT LAVERE MARKER

Som dansker bør man af og til 
rive sig løs fra det jævne

og opsøge bjerge,
træne i udsyn og svimmelhed.
Typisk for bjerge er tinder 
men også de stejle skråninger, 
der gør det muligt at nå dem.

Det er sundt at lære,
at livet kan være
så voldsomt og usandsynligt –
ja, nærmest overspændt.
Man lærer at tænke sig bedre om,
når man læser om fremmede lande.
Og man skønner mere på sit eget land, 
når man kommer tilbage og ser,

hvor praktisk det egentlig er, 
at markerne ligger ned.

Kære alle sammen

Jeg vil ønske alle heromkring bålet en fantastisk god sommer, sammen med dem I holder af.

Og jeg vil håber, at vi alle tillader os selv, om ikke mindst for en stund, at finde tilbage dertil, hvor udgangspunktet for vores oplevelser – udgår fra den lille plet vi befinder os på!

Og hvor nysgerrigheden får lov at fylde.

God sommer – tak fordi jeg måtte.