Båltale Østengaard Grundejerforening 23. juni 2017

Sankt Hans, sankthans,
Båltale Østengaard Grundejerforening 23. juni 2017
 
Kære alle sammen.
Lokalrådet for Skibet & Omegn fik igen i år lov til, at holde båltalen her i jeres dejlige og hyggelige “kløft”.
Opgaven blev uddelegeret til mig, selvom jeg ikke længere er formand for lokalrådet.
 
Men som vores formanden sagde – “Vi har alle roller, og Morten, du har opgaven med taler!”
 
Jeg er glad for, igen at må holde tale her hos jer. Men blev også lidt frygtsom – af to grunde. For det første – hvis der møder færre op end normalt…..
 
Samt pludselig går det også op for mig, at jeg heller ikke kan genbruge min tale fra sidste år!
 
Sankt Hans aften – midsommer.
I aften markerer vi Sankt Hans aften og sommersolhvervet – Fra nu af bliver dagene kortere og nætterne længere. Der er mange traditioner og myter om denne aften. Hvis man havde håbet på en længere gennemgang af disse, må jeg skuffe jer.
 
I november måned var jeg i den Nordvestgrønlandske by – Ilulissat/Jakobshavn. Jeg var der en uge, og i denne periode forsvandt der et kvarters dagslys i døgnet – i begge ender.
 
Der var dage, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt det overhovedet havde været dag!
 
De lokale talte ikke om mørket, der kom og omsluttede byen i små 2 måneder. De talte om lysets, der kom tilbage. De talte om den 13. januar kl. 13, hvor hele byen i samlede flok, skulle ud i fjeldet, og se solen atter rejse sig på horisonten. Ikke længe! Ca. et par minutter kan den anes første dag, hvorefter den forsvinder igen. Altså hvis der er skyfrit.
 
For mig virkede det som meget, at man på den måde skulle fejre et par minutters lys. Men det gik op for mig, at det nok ikke var så meget lyset, som det der følger med lyset, der gør, at det er så betydningsfuldt for dem.
 
For med lyset kommer livet, lysten og gejsten.
Det er i de lyse timer, vi ser hinanden, på gader og vej, på terrassen og i haverne.
 
Vi ser selvfølgelig også hinanden om vinteren – men vi er ofte pakket ind – symbolsk utilnærmelige. Ofte orker vi ikke selv at kigge op, fordi det i bedste fald kun blæser – og er gråt og surt.
 
Men midsommer og Sankt Hansaften.
Vi fejrer, at nok går vi mod mørkere tider – men den bedste del af den danske sommer er stadig foran os – måske.
 
Et gammelt vejrvarsel siger, at regner det på Sankt Hansaften, skal det regne i endnu 6 uger.
Altså dansk sommer.
 
Lige som I Nordvestgrønland, går vi i samlet flok ud i “fjeldet” og ser på lyset, der tændes om lidt.
 
Vi har tid til hinanden – vi har tid til at stoppe op.
Vi har en større tilbøjelighed til at få hilst på hinanden.
 
Ved børnehuset, skolen, hallen eller ved købmanden. Ja endda selvom vi har lidt travlt.
Tålmodigheden og tolerancen bliver større, som bøfferne på grillen gør det og isene til børnene.
 
Forleden var Anita og jeg i haven – i det stykke der ligger ud mod vendepladsen. Vores nabokone Else kom gående ud til os med sit vægur i hånden.
 
Det var holdt op med at gå! Hun havde skiftet batteri. Men lige lidt hjalp det.
 
I fuld tiltro til, at jeg lige kunne fixe problemet, rakte hun mig uret. Jeg så naturligvis efter, om batteriet var monteret korrekt. Det var det.
Jeg kontrollerede også, om batteriet skulle være for gammelt.
Vi måtte dog konstatere, at uret reelt var defekt. Else ville tage det med til urmageren – for det havde affektionsværdi. Sammen med sin afdøde mand, havde de købt uret til deres første butik.
 
Men Else kom og bad om hjælp, uden at undskylde! Fordi vi stod derude – åbne og imødekommende.
Ikke lukket inde af mørke, blæst og regn – eller susende forbi i ulvetimen – i søgen efter ly for vejrgudernes lune.
Hun skulle ikke banke på og ulejlige os!
 
Det slog mig, at meget af den viden jeg har om vores efterhånden mange årige nabo, er kommet i de lyse timer og lyse snakke på vendepladsen eller i haven.
 
Lyset er her, vi skal nyde det. For det går den anden vej. Og vi mærker det hurtigt!
Det går mod hverdag, flyverdragter, madpakker, planlægning og afskærmethed med hætten ned over øjnene.
Ikke fordi vi inderst inde vil det, men fordi det er en nødvendighed i det danske efterår og vinter.
 
Men når mørket kommer, er det måske vigtigt at huske på, at der selv i vores skønne område, er mennesker, der sådan ville ønske, at nogen kom og ulejligede dem bag de dukkede ruder.
 
At nogen trodsede blæsten og regnen, og bragte lidt af sommerens lys og varme ind – drog omsorg for dem.
 
Det er altid nemt at spørge til hinanden, når vi ser, at naboen har købt ny bil eller bygger om og til.
Det er nemt at smile igen, når man ser, at der er et smil på den andens ansigt. For smilet er den korteste vej mellem mennesker.
Det er straks sværere, når vi fornemmer, at andre kæmper mod det, der også er livets vilkår – Bøvl!
 
Skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom eller bare ensomhed!
Selv i vores skønne område er der også nogen, der rammes af livets bøvl!
 
De sidste dage er det myldret frem med studenter af enhver art. Med fagligt stolte unge med nyerhvervet svendebrev inden for deres håndværksfag og skoleelever der har afsluttet deres første rigtige skoleforløb.
 
Det er de tydeligste tegn på, at sommeren er her – og at der er grund til at fejre lyset!
 
Bålet står klar, heksen har indstillet GPSen til Bloksbjerg – om lidt byder vi sommeren rigtig velkommen med Midsommervisen.
 
Jeg vil ønske alle en helt igennem fantastisk sommer. Håbe at den bliver lang og lys – og fyldt med energi.
 
Ønske at alle børnene må opleve den glæde det er, at få mavepine af is, jordbær og latter – For det er et sikkert tegn på, at det blev sommer.
 
Tak for ordet – Tak fordi jeg måtte!
 
Morten Skovlund